af Dorthe Steenberg

De lavthængende skyer driver som
tågebanker omkring den bjergtinde i
Andesbjergene, hvor jeg står en tidlig
morgen. Jeg er rejst tusinder af kilometer,
halvvejs rundt om jorden, op
i Andesbjergenes højder, hvor luften
er tynd. I fem lange år har jeg ventet
på at kunne komme hertil, siden jeg
første gang hørte om dette oprindelige
folks smukke og eviggyldige visdom.

Nu står jeg her og betragter et af de smukkeste og mest mystiske steder i verden, Macchu Picchu, Inkaernes
hemmelige by, mens kulden prikker mig i ansigtet
og tågen kun lejlighedsvis lader mig få indblik i stedets
storhed. Jeg er her for at begynde min rejse ind i
Andestraditionen, for at lære at ”se” med alle mine sanser.
Og jeg skærper min opmærksomhed og hører min læremester,
der begynder at fortælle:
”Vi lever i Kausay Pacha - verdenen af levende energi.
Alt i universet er levende og gensidigt forbundet – fra
den mindste skabning på jorden til stjernerne på himlen.
”Kausay” betyder overflod og ”Pacha” betyder levende, og
for dette folk er navnet på den planet, vi bor på, og det
univers, vi er del af, verdenen af levende overflod.”
Han fortsætter med at sige, at denne overbevisning
eller verdenssyn er det modsatte af, hvordan vi i den
vestlige verden oplever eller definerer verden. På et dybt
ubevidst plan, oplever vi verden som et sted, hvor der
ikke helt er nok, hvor der er knaphed – altså et mangelfuldt
sted. Det udgangspunkt har en tendens til at skabe
personligheder, der bliver egocentrerede eller ligefrem
egoistiske. Vi bliver angste, når vores behov ikke ser ud
til at kunne opfyldes, og vi er rede til at slås for at være
sikre på at få det, vi mener at have krav på.
Med andre ord: Hvis du tror, at verden er utilstrækkelig,
vil du højst sandsynligt ende med at slås for at få
det, du har behov for og bruge din evne og kraft til at
kontrollere verden for at få det, du vil have. Den opfattelse
er nøglen til, hvordan vi forholder os til verden:

Oplever vi, at vi er ET eller oplever vi, at vi er adskilte
fra helheden?

Vi er hele guddommelige væsener
Min lærermester fortsætter: ”Vi mennesker er som alt
andet levende skabt som et billede af helheden. Alt
levende er helt og eksisterer kun i kraft af den guddommelige
energi, der bragte det til live. Det betyder, at vi er
født med guddommeligt potentiale. At ethvert menneske
på jorden er født helt og har potentiale til at vokse og
manifestere sin egen unikke skønhed – sin egen del af
universets guddommelige helhed.” I den overbevisning ligger endnu en kraftfuld nøgle. I den vestlige del af verden eksisterer der via vores kulturelle og religiøse overbevisninger en oplevelse af, at vi mennesker er syndige væsener, fordi vi en gang i tidernes morgen blev smidt ud af paradiset, hvor vi havde gjort noget forkert, dvs. begået en synd. Det betyder den dag i dag, at ethvert menneske, der kommer til verden, ubevidst betragtes som et syndigt væsen, der skal gøre
sig umage for at gøre sig fortjent til at være her. Hvordan skal man som menneske så nogensinde kunne stole på sig selv og sit indre, når vi på et dybt ubevidst plan betragtes som værende forkerte eller syndige, helt uden for helheden og slet ikke guddommelige?

Morgenluften bliver pludselig tyndere, og kulden
skarpere. Jeg er en fri, demokratisk og holistisk kvinde,
synes jeg selv, og jeg har rejst den lange vej for at lære
at skabe endnu mere balance i den del af verden, hvor
jeg lever, og som jeg holder af. I min hjerne ved jeg, at
det han beskriver, er store sandheder og lette at forstå.
Hvor svært kan det være? Er jeg virkelig rejst SÅ langt
for at modtage så enkel visdom? Og hvad skal jeg så lave
resten af tiden? Kan det være så simpelt? Når jeg forstår
det med mine fine evner og færdigheder, hvorfor er det
der så ikke?
Her står en mental europæer! Min hjerne og min
vestlige måde at tænke og reagere på er allerede gået i
selvsving. Det, der sker med mig, er, at min dualistiske
måde at forholde mig til verden på forsøger at finde løsninger,
svar, forklaringer, modargumenter – ja, hvad som
helst for at undgå at føle og sanse de signaler, der kommer
fra hele min eksistens. Jeg ved da, at der er overflod
i verden, for det har jeg læst i videnskabelige bøger, og
mine værdier afspejler det også. Jeg deler gerne og tror
på, at kun ved at dele bliver vi klogere.


Alligevel føler jeg mig truffet, for jeg har ikke altid overskud til at dele, når jeg er presset og må erkende, at selvom jeg selv synes, det går vældig godt, så er min adfærd ikke altid i overensstemmelse med det, jeg selv gerne vil. Bagved mine tankers selvsving ligger sorgen og afmagten over at føle sig forkert, ikke at kunne forandre så meget og at søge at skabe balance for mig selv, de mennesker der er omkring mig og gøre en forskel i verden. Når det nu kan være så enkelt og så let forståeligt, hvorfor ser verden, som vi kender den, så ud som den gør i dag? Måske er det alligevel ikke så enkelt endda.

Perception og energi
Det går op for mig, at der i denne tradition ikke eksisterer
adskillelse eller dualisme. Alt er ET. Som om min lærermester
har læst mine tanker, siger han:
”Vi ved derfor, at den bedste måde, vi kan leve vores
liv på jorden er at leve i harmoni med det naturlige flow.
Og eftersom vi mennesker alle indeholder helheden og
den guddommelige kraft er vi i stand til at genskabe
helheden, harmonien og balancen, hvis vi ønsker det og
vælger at gøre det. Det gør vi ved at forbinde os med den
verden af levende energi, vi eksisterer i. Her er vi jo ikke
adskilt fra verdenen af levende energi – vi er ét med den.
Det handler om perception, og det vil sige om at sanse
eller opfatte den energi, der eksisterer i og mellem alt
levende. Det er ligeså naturligt for os, som det er for jer
i den vestlige verden at have en mental forestilling om
eller forklaring på, hvordan tingene er. Vores tradition
er praktisk, og det betyder, at vi anvender vores energi
til at skabe synlige resultater, som både naturen og menneskene
har gavn og glæde af. Alt er energi og gensidigt
forbundet. Hos os eksisterer dualisme, som I kender det,
ikke. Hos os findes begreberne positive eller negative
energier ikke. Der findes forskelligheder, som hver især
æres for det særlige bidrag, de har i helheden. Vi sanser,
om den energi, der er til stede, er let og flyder frit og
levende, eller om den er tung og flyder langsomt eller
trægt. Vi taler om let energi, som er det, hele universet er
bygget op af, eller tung energi, der kun kan skabes af os
mennesker, hvis vi stopper det naturlige flow og derved
skaber stagnation.”

Han peger på en bæk, der løber forbi det sted, vi
står, i en fint anlagt kanal og fortsætter: ”Det er let at
forstå, når I ser på den strøm af energi, der i form af
vand strømmer her i bækken. Hvis vandet kan løbe uhindret,
er det naturlige flow i harmoni. Hvis nogle grene
og gamle blade har skabt en forhindring og danner en
dæmning for vandet, er vandets energi gået i stå, og det
vil stå og stagnere foran dæmningen. Det naturlige flow
er stoppet. Det er let at forstå, at jeg med mine hænder
kan fjerne forhindringen og genskabe vandets naturlige
flow. Mennesket har den samme mulighed og det samme
valg hvert sekund. Vi kan skabe harmoni i energiflowet ved at være ét med selve livskraften – med verdenen af
levende energi.”

AYNI – gensidighedens kraft
Andestraditionen er overordentlig fleksibel og frem for
alt rummelig. Den har struktur, men ingen stive regler og
dogmer. Derfor findes der kun et eneste bud eller moralsk
regel i Q’ero-indianernes tradition, og det er loven om
AYNI - gensidighedens hellige kunst. AYNI er blot en spejling
af den realitet, der eksisterer i energiverdenen, hvor alt er gensidigt forbundet og indbyrdes relateret. Så loven om AYNI er ganske enkelt en beskrivelse af virkeligheden og har til formål at huske dig på dine medfødte evner
som medskaber af den verden, du lever i.

Loven om AYNI er et temmelig facetteret begreb,
men betyder i sin enkleste oversættelse: ”Når du giver
noget, har du også ret til at få noget igen, og når du får
noget, har du en forpligtelse til at give noget tilbage.” Når
Q’ero-indianerne kalder det gensidighedens hellige kunst,
så er det, fordi de ønsker er at bringe energien tilbage til
det hellige – til det, der er helt: helheden. AYNI er dog
mere end som så. Det handler om at løfte hinanden op på
højere niveauer, så alle vokser. Det handler om at dele, så
alle får det, de har behov for, og det handler om at dele
viden og visdom, så menneskeheden vokser, og harmonien
styrkes. AYNI er en form for lighedsbegreb, men det
er en lighed, som hæver alle op på stadigt højere fælles
niveauer hele tiden frem for at forsøge at hive nogle op
og trække andre ned for, at de på et tidspunkt kan mødes
et eller andet sted på midten og blive der.

 

Det føles klogt og varmt, hvad Q’ero-indianerne ved,
er og gør. Eller også er det solens lys, der for alvor er
ved at få magt, ved at jage skyerne bort, og er begyndt
at varme mit ansigt, så stedets magi kan vise sig i al sin
pragt? Tænk om det er muligt at lede os selv og vores
virksomheder med AYNI? Drømmen er både smuk og tillokkende,
men igen dukker min ”realistiske” mentale hjerne
op, og jeg stiller spørgsmålet: ”Hvordan vil du bære dig
ad med at bede mennesker, der er vant til at kæmpe om
magten, om at forandre sig og dele i stedet for?”
Da jeg stiller mit spørgsmål, lyser hele hans ansigt
op i et kæmpe smil, og han svarer: ”At kende sin egen
styrke og formåen er en af de vigtigste færdigheder i
vores verden. Det handler jo netop om at mestre energien
og se synlige praktiske resultater, der kan omsættes til et
højeste fælles gode i det daglige. Derfor finder vi, så ofte
det er muligt, anledning til at udfordre hinanden for at se,
hvem der er stærkest, og hvem der mestrer udfordringen.
Princippet om AYNI kommer her på banen på den måde,
at den der ”vinder” har en forpligtelse til at lære ”taberen,”
hvordan han bar sig ad med at vinde. Hvis ”taberen”
vel at mærke ønsker at få adgang til denne viden. Så
”kampen” om magten eksisterer skam i bedste velgående
i vores kultur, men vi betragter det meget mere som en
”leg,” hvor vi kan afprøve hele vores styrke og samtidig
bidrage til, at helheden vokser.”


En vigtig brik i universet
AYNI beskriver også den udveksling af energi, som vi hele tiden udveksler med hinanden, naturen, elementerne og kosmos. Når Q’ero-indianerne udveksler energi med træerne, så siger de ikke: ”Gå nu hen og udveksl energi med træet”. I stedet siger de: ”Gå hen og udfør din AYNI med træet.” For de opfatter det altid som en lige udveksling. Det er ikke bare træet, som har noget at give
os, vi har også noget at give træet. 

Denne udveksling kan forklares videnskabeligt med et eksempel, der er velkendt for de allerfleste af os. Vi behøver ilt for at kunne overleve, og planter og træer producerer ilt. Træerne og planterne behøver kuldioxid for at overleve, og vi afgiver massevis af kuldioxid, hver gang vi ånder ud. Man kunne sige, at planternes udånding er vores indånding, og at vores udånding er planternes indånding. Det er et perfekt eksempel på AYNI og på, hvordan naturen i sig selv er opbygget i overensstemmelse
med loven om AYNI. 

Solen skinner, og tvivlen i mit sind er som forduftet. Måske er dette sted i sig selv AYNI? Et eller andet har gennemtrængt mine forsvarsmekanismer og blødgjort mit selv, som suger dette øjeblik til sig og lader sig nære af og hvile i en sjælden ro og balance. Energien bag AYNI – gensidighedens kraft – fortæller mig, at jeg er vigtig, at jeg er værdifuld, at jeg er en vigtig brik i universet, at jeg har masser at give og masser at få. At det faktisk er det vigtigste her i livet: at udveksle og være ét med alt andet levende.

Mine tanker flyver et øjeblik tilbage til mig egen verden, og det går op for mig, hvor nyttig denne måde at se verden på, vil være for menneskeheden i dag. I og med, at AYNI altid er en lige udveksling, indebærer det, at vi alle sammen har noget at give, som er af præcis lige så stor værdi som det, naturen, elementerne og vores Moder Jord selv har at give os. I vores vestlige samfund er der mange af os, som mere eller mindre bevidst kæmper med følelser af mindreværd, et dårligt selvbillede eller manglende selvtillid. Mange mennesker tror derfor, at de ikke har noget, eller i hvert fald ikke noget særligt værdifuldt, at tilbyde andre mennesker. Nogle mennesker går i den modsatte grøft og kompenserer for den manglende indre styrke ved krampagtigt at holde fast i det, de alene ved. De er sig selv nok og ønsker derfor hverken at give eller modtage. Disse tanker og misforståelser opløser Andestraditionens eneste bud, AYNI, med al tydelighed og kraft. Når vi modsætter os det naturlige energiflow, og altså det samspil og den lige udveksling, som vi er indrettet til fra naturens hånd, skabes der tung energi og stagnation. Flowet går i stå. I sin yderste konsekvens handler AYNI om at skabe eller måske ligefrem genskabe den grundlæggende fred og glæde, som verden er bygget af.

Jeg har nu overgivet mig og er rede til lade visdommen om AYNI være en bevidst del af mit liv.


Artiklen er et uddrag af bogen Common Ground, der er udkommet på Forlaget Schønberg. Bogens forfattere er Dorthe Steenberg (Power Spirit), Sascha Amarasinha (Respond), Tina Monberg (Mediationcenter) og Gitte Larsen (Instituttet for Fremtidsforskning). Læs mere på schoenbergske.dk