At vælge glæden

Læs Lars's egen fortælling om hans regressionsterapi

En smuk frostklar morgen med sol fra en skyfri himmel. Et snevejr har over aftenen lagt 6-7 cm sne, som kommer til at tø i løbet af dagen. Lidt før klokken 10 kører jeg op foran en villa i Solrød. Jeg har bestilt tid til en session med regressionsterapi hos Christin Bjergbakke. En ny oplevelse med det spirituelle, som jeg er spændt på.

Christin tager pænt imod mig i døren og viser mig ind i lokalet, hvor vi skal være. Ud over en høj briks er der to stole og en rolig og positiv atmosfære i rummet.

Vi starter sessionen med en længere samtale for at afklare forløbet og for at fastlægge, hvilke områder, som jeg ønsker fokus på under regressionen. Vi snakker frem og tilbage og ender op med spørgsmålet, som jeg skal stille mig selv under regressionen: "Hvorfor holder jeg mig selv tilbage?"

Oppe på briksen

Udsigten

Første svage indtryk jeg får virker meget forvirrende og det første ord jeg kan komme på er: "sandaler?". Ud af ingenting dukker et svagt billede af et par støvede fødder i sandaler. Det er mig selv, stående i et kuperet landskab bestående af støvede bakker i en grå/rødlig farve beklædt med større og mindre sten og klippestykker. Med mig har jeg en kærre med brænde, trukket af et enkelt glad muldyr. Jeg tjener til livet ved at vandre fra by til by og sælge brænde samt udføre småopgaver for de fastboende.

Jeg befinder mig i Mellemøsten, omkring det 11. eller 12. århundrede og denne morgen er jeg midtvejs i livet, tæt på 30 år og er stoppet op med udsigten over en dal og bakker. Jeg har samme morgen forladt den landsby, hvor jeg har overnattet hos en familie. Det er ikke en familie, som jeg kender, men nogen som lod mig sove for natten i et bart værelse i deres lerbagte hus.  Inden jeg forlod byen fik jeg til morgenmad et fladt bagt brød og en håndfuld dadler. Det er en smuk formiddag med solskin, men jeg er stoppet op med en indre afklaring af, at det ikke giver mening af vandre videre. Løsningen for mine kvaler finder jeg ikke ved at fortsætte min vandring!

Hvad jeg går fra

Min vandring er startet 2-3 år forinden. Jeg har forladt den landsby, hvor jeg boede med min kone. Min kone, som grundet en infektion døde sammen med vores endnu ufødte barn. Efter deres død var der intet som længere bandt mig til denne by og jeg startede derfor min vandring videre. Jeg havde brug for at forstå, hvorfor de skulle tages fra mig nu.

Jeg mødte hende i denne landsby, da jeg kom hertil sammen med en ældre handelsrejsende for ca. 10 år siden, da jeg var 15 år gammel. Første gang jeg så hende, var på en blomstrende skråning, hvor hun dansede rundt med blomster i håret og jeg blev forelsket ved første syn i hende og den livsglæde, som hun udstrålede. En livsglæde, som var smittende. Hendes navn var Selma.

Jeg blev i byen for at blive sammen med hende og brugte år på at opbygge familiens tillid og accept af, at jeg kunne få hende til kone. Jeg følte mig aldrig helt accepteret af familien, men Selmas ubetingede kærlighed til mig gjorde at de nødtvungent accepterede ægteskabet. Vi lever et hårdt og simpelt liv, men vi var lykkelige.

Hvor jeg kommer fra

Jeg ved ikke, hvor jeg er født og kender ikke mine forældre. Jeg har en klar fornemmelse af, at jeg er opvokset i en stor by hos min moster, hendes mand og deres børn. De var handelsfolk og ganske velstillede. De havde flotte tæpper, som de anvendte til de (tre) daglige bedestunder. Stunder, som jeg dog ikke deltog i. Jeg har altid følt mig udenfor og lidt fremmed i familien og deltager ikke i deres rutiner.

Jeg fornemmer en tristhed hos min moster for ikke at kunne inddrage mig i familien og lidt i afmagt beslutter de sig for at sende mig med mandens bror, som er omrejsende handelsmand. Han er en munter og snakkesagelig mand, som let kommer i kontakt med folk. Jeg finder ham dog noget overfladisk og holder mig for mig selv. Han behandler mig fint, men vi kommer aldrig tæt på hinanden. Derfor er det en let beslutning for mig at blive i landsbyen, hvor jeg møder Selma.

Efter vandringen

Da jeg stopper min vandring slår jeg mig ned udenfor en mindre landsby, som ligger ved en oase. Der er grønne palmer og frodigt i oasen, men jeg bor i en hulelignende grotte lidt oppe af et af de omkringliggende bjerge. Jeg er alene, mager og mit hår og skæg er blevet gråt. Jeg er kun iført et lændeklæde og jeg lever af mad, som jeg får fra konerne i landbyen og bruger dagene på at fortælle historier til byens børn. Jeg bliver glad, når børnene lytte til mine fortællinger.

Jeg dør alene i grotten en aften, da jeg er omkring 57 år. Min krop er træt vil ikke mere. Jeg ligger på siden og jeg kan se min tynde, afmagrede krop da min sjæl stiger op.

Mødet med min far

Min sjæl bliver modtaget af min far, som har skæg. Jeg kender ham ikke fra dette liv, men alligevel virker han bekendt.

Målet for dette liv var: "Jeg skulle finde glæden i ensomheden.". Men det var svært for mig. Jeg kunne ikke lide at være alene. Mit mål var, at jeg skulle finde den indre styrke, vokse inden i og tro på mig selv. Årene, som fik med min kone, var for at give mig en pause med kærlighed.

Version 2,

Hvad kunne have været:

Livet består af valg og jeg kunne have valgt anderledes. Tilbage i min mosters hus, blev jeg inviteret med til en fest, som jeg følte, at de ikke ville have mig med til. I dette og i mange andre tilfælde valgte jeg fra, jeg holdt mig for mig selv og mit liv blev som ovenfor.

Når jeg ser tilbage, så ville de gerne have mig med, de forsøgte at invitere mig ind i deres liv, men min manglende reaktion og passivitet fik mig til at fremstå ligeglad. Jeg kunne have valgt anderledes og meldt mig til. jeg kunne have givet udtryk for at gerne ville en del af familien og de have taget mig ind - med glæde.

Havde jeg valgt at deltage i deres liv og aktivt meldt mig ind i det, var jeg blevet en del af familien. Jeg var blevet gladere og havde fået mere kærlighed i mit liv. Jeg var blevet boende og var blevet gift samt havde fået to børn. Jeg ville blive sælger/handlende i stoffer. Mit ægteskab ville være baseret på kærlighed og ligeværdighed og min kone var blevet ældre end mig. Jeg ville dø som ca. 70 årig.

En løsning med meget mere glæde.

Hvilken læring kan jeg hente og anvende i dette liv:

Jeg skal lade være med at isolere mig selv. Isolationen er kun en følelse inden i og den kan lægges til side. Det er mit eget valg!

Jeg skal give udtryk for, hvad jeg egentilg føler, så folk kan se, hvad jeg står for og hvad jeg kan tilbyde. I mit tidligere liv misforstod jeg dette. Jeg troede, at de kunne "se" mig, at forklaring var unødvendig, men det kunne de ikke. De troede, at jeg var ligeglad, når jeg ikke reagerede.

Der var kærlighed til mig. Jeg skulle bare have trådt frem og bedt om den!

Hvad så nu? - Velkommen til livet!

Erkendelsen, som jeg opnåede under seancen var så enkel, at det berørte mig dybt. Endelig kunne jeg få sat ord på og finde svaret: "Jeg skal bare træde frem. Jeg skal melde mig ind i livet". Da følte jeg en afklarethed og lettelse, som gjorde mig meget rørt. Det er så enkelt og alligevel har det været så svært - også i dette liv.

Nu er vejen frem at være en del af livet. Jeg træder frem i lyset og melder mig ind i livet. Jeg besidder så mange livsgaver, som jeg kan give videre - og det vil jeg!  Mentalt har jeg ranket ryggen og kigger livet i øjnene. Jeg føler en ro indeni, som jeg ikke har haft i mange år og bekymringerne har sluppet sit tag i mig. Dukker der alligevel en bekymring op, får den et stort grin og et smil, hvorefter den hurtigt slipper sit tag.

Jeg har stadig så meget at lære, men sceancen med Christin fik mig til at indse, at jeg var den eneste, som satte begrænsninger for mig. Et af mine mål for dette liv er igen at finde den indre styrke, vokse inden i og tro på mig selv. Så det vælger jeg!

Dagligt gentager jeg én af de sætninger, som Christin gav mig med på vejen:

Jeg bærer lyset i mit hjerte og omgiver mig med mennesker, som kan se det. De som ikke kan, lader jeg passere.

Lars