Cirkler

Når livet ind i mellem bevæger sig i cirkler, kan jeg godt blive lidt rundtosset. Nogen gange har man bare været der lige en gang for meget! Og jeg ved godt, at vi bliver ved med at lande de samme steder, indtil vi har lært det vi skal.

Livscirkler kan udvide sig og røre andre cirkler og trænge ind i dem eller de kan trække sig sammen og stå helt alene.

Jeg tror jeg har oplevet begge slags. Følelsen af at rende rundt i min egen lille cirkel, som en hamster i bur, er ekstremt frusterende.....rundt og rundt og rundt indtil jeg bliver svimmel og må holde pause, liggende fladt med arme og ben ud til siden, pustende og ventende på, at hamsterhjulet stopper med at dreje, så jeg har en mulighed for at hoppe af og ud af min egen ego-cirkel og ind i en lidt mere social cirkel.

Det var mere før i tiden, at jeg havde den følelse. Mine cirkler nu er meget blide og knap så krævende. Det er ikke længere et hamsterhjul, der holder mig fastlåst i hektisk aktivitet, men et blødt pulserende 8-tal, hvis cirkler snor sig frem og tilbage. Til tider er det helt sig selv og hviler i følelsen af ophøjet majestæt, blidt pulserende i vinden, som søgræs i havet. Solen skinner ned i vandet og rammer mit 8-tal i glimt, farverne blinker og sender regnbue-reflekser ud til alt der omgiver mig.

Andre gange er cirklerne i mit 8-tal i en symbiose med andre cirkler og andres 8-taller - Smukt sammenviklede og forenede, i en rede af farver, følelser og fornemmelser, der interagerer og skifter form alt efter hvad de modtager fra de andre og i forhold til hvad de andre har brug for: Søslanger, 8-taller, havgræs. Uendelighedssymboler der nærer og bærer og lærer af hinanden.

Mine cirkler griber ind i dine cirkler og vi berører hinandens inderste visdom. Spejler os i reflektionerne og suger skønheden til os. Jo mere skønhed vi modtager, jo dybere bliver vi forankrede i vores sjæl. Jo mere skønhed vi omgiver os med, jo mere harmoni i vores liv.